Du må gerne kopiere, men angiv venligst din kilde. www.olebroend.dk

Husker du at danse?

Der var et ungt par, der gik ud af Livets vej. De var glade og forventningsfulde, alt var godt og lykken tilsmilede dem på alle måder. De havde også et fælles mål, som stod lysende klart for dem, det var et sted fyldt med kærlighed, fred og glæde. Og som de gik ad livets brede vej, var de parate til at opleve verden sammen.

De gik med hinanden i hånden og det var så smukt. Selvfølgeligt var der små bumt, men dem sprang de elegant hen over, eller løftede deres hænder op over, mens de behændigt gik hver sin vej uden om.

Efterhånden som de kom længere og længere ud ad livets vej, var der pludseligt noget der trak i hver sin retning, den ene ville gerne til højre og den anden ville gerne til venstre, men det unge par var trofaste og holdt godt fast i hinanden. Deres faste bånd reddede situationen den ene gang efter den anden. De havde deres tro på deres fælles mål.

Som tiden gik, blev kærligheden stærkere, men hverdagens mange gøremål, gjorde også parret lidt trætte. Når der var problemer, blev det hårdere og hårdere at løfte armene op, så de kunne passere forhindringerne, og nogle gange var de begyndt at slå sig, når de skulle uden om eller komme over disse problemer.  Det var også somme tider som om, de ikke orkede at holde så godt fast i hinanden, når de ville hver sin vej.

Bedst som de var godt halvejs i at nå deres fælles mål, mødte de en stor stenfigur, den var ganske flot og helt imponerende. Den knejsede sig stolt lige midt på Livets vej og tog på det nærmeste pusten fra dem begge. Figuren hed Selvrealisationens Ego. Den ene kunne spejle sig selv i den ene side af figuren, og den anden kunne spejle sig i den anden, og blev begge draget og trukket i hver sin retning. Nu var parret jo godt forankret i hinanden, og derfor gav de da heller ikke slip på hinanden, men det medførte til gengæld, at da de ville hver sin vej rundt om stenfiguren, bragede de med fuld tryk lige ind i den og slog sig gevaldigt hårdt. Det tog helt pusten fra dem, og de slap en kort stund hinandens faste greb, og der sad de så på hver sin side af stenfiguren. Godt forslået og helt øre i hovedet.

Hvad var det lige der skete, og hvad skal det ende med? Nu virker det, som om de ikke skal være fælles om at nå deres endelige mål, de vil åbenbart hver sin vej i livet.

Bedst som de sidder og sunder sig, ser de et andet par komme gående ad Livets vej, og nu venter de spændt på, hvordan de kommer uden om den stor stenfigur. Parret går også med hinanden i hånden, standser kort op, og i stedet for at gå hånd i hånd, tager de hinanden i armene, mens de danser tre gange rundt om stenfiguren, alt imens de betragter den kolossale figur, griner til hinanden og af hinanden, og siger at nu har vi haft det samme mål i så mange år, vi har kæmpet sammen og haft så mange oplevelser sammen, at intet skal få lov til at skille os ad. Vi har stadig det samme mål, et sted fyldt med kærlighed, fred og glæde, og det VIL vi opleve sammen.

I stedet for at se et problem i den store stenfigur, tog de det som en ny udfordring, en ny oplevelse, og ved at de betragtede hinanden med de samme kærlige øjne, som de havde, da de startede på Livets vej, fik de styrken og viljen til at fortsætte. De valgte at tage hinanden i armene og begyndte at danse, de dansede LIVETS DANS.

De huskede tilbage på, da de var nyforelskede. Da deres børn voksede op, og hvordan de begge sled og slæbte for at tjene penge, og hvordan de knoklede med at passe hus og hjem, hvordan de sammen faldt trætte og halvt bevistløse om, mens de havde kæmpet sig igennem tilværelsen.

Skulle alt det være forgæves? Skulle alle de mange minder gå tabt?

Hvad er vigtigst for dig, at pleje dit ego og realisere dig selv, eller være bevidst om det mål i sammen satte for så mange år siden, målet om stedet med kærlighed, fred og glæde?